Tørresnoren, tørresnoren,
den er gårdens poesi,
fylder mig med sjove syner,
taler til min fantasi,
den er livet set fra vrangen,
genbosladder, drilleri.
Når jeg synger tørresangen,
smækkes Jensens vindu i.

Tørresnoren, tørresnoren,
den har lært mig at forstå,
at min genbo, tykke Jensen,
ikke er så hverdagsgrå
som man ellers skulle tro det,
når man lytter til hans ord.
Jensens sjæl- og konens ditto
blomstrer på hans tørresnor.

Tørresnoren, tørresnoren,
nejer, svajer, som for sjov,
leger, drejer drilsk i vinden
som et kæmpe-sjippetov.
Snoren er en ’strik’ se’fø’lig,
snoren er en sladderhank.
Den betror mig alt om Jensens
hver en dyd og hver skavank.

Sjove, flove små detaljer
fra familien Jensens hjem
viser snoren ublufærdigt
for mit genbo-øje frem:
Lækre farver, fraise og lilla
lyser som fra en palet.
Midt i farve-orgiet smælder
fruens strivrede korset.

Et par lyserøde trusser
fyldes af den kåde storm
og gengiver fruens ynder.
– Hvilken farve! Hvilken form!
– Jensen bruger mavebælte!
Ha! han går med ulden sok!
Han har hue på i sengen,
tænkte jeg det ikke nok!

Tørresnoren, tørresnoren,
den er gårdens poesi.
Mælkemanden standser svimmel.
Langsomt vakler han forbi.
Hør hvor tøjet blafrer lystigt
under vindens basketag.
– Våren går med nylonstrømper!
Det er Jensens vaskedag!