Jens Vejmand (Hvem sidder der bag skærmen)

Jens Vejmand - MIDI

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet og om sin sko et bånd,
det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød
med hamren må forvandle de hårde sten til brød.

Og vågner du en morgen i allerførste gry
og hører hamren klinge påny, påny, påny,
det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister af morgenvåde sten.

Og ager du til staden bag bondens fede spand,
og møder du en olding, hvis øje står i vand, -
det er såmænd Jens Vejmand med halm om ben og knæ,
der næppe ved at finde mod frosten mer et læ.

Og vender du tilbage i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest,
og klinger hammerslaget bag vognen ganske nær, -
det er såmænd Jens Vejmand, som endnu sidder der.

Så jævned han for andre den vanskelige vej,
men da det led mod julen, da sagde armen nej;
det var såmænd Jens Vejmand, han tabte ham'ren brat,
de bar ham over heden en kold decembernat.

Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden, og malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav - i døden, man gav ham aldrig én.


 

Melodi til sange

Relaterede links:

Når du er interesseret
i at finde melodier til sange er det muligvis fordi du skal til fest. Hvis det er tilfældet
bør du besøge vores søstersider:

Sangtekster & Festsange

Skriv en tale - Hold gode taler

Skriv selv dine festsange og bryllupssange

Velkomstsange & Drikkeviser

Selskabslege & Indslag

Bordkort & Invitationer

Velkomstdrinks & Drinksopskrifter

Du kan roligt besøge siderne for de er fuldstændig gratis!